Skovtur i Tisvilde hegn d.10 november 2002

Hannibal og Harley var værter til en dejlig tur  i Tisvilde hegn.

I et dejligt efterårs vejr mødtes 7 spand ponyer, en ridepony og deres mennesker, det blev til en dejlig veltilrettelagt tur i Tisvilde hegn med efterfølgende frokost spisning hos Hannibals mennesker. Jeg vil ikke skrive mere om turen da Hannibal jo nok selv vil beskrive denne dejlige dag.

For et godt arrangement sender vi hermed en stor tak til 

Harley, Hannibal og deres mennesker

 Hannibals rapport:

Så løb vores store skovtur endelig langt om længe af stablen. Det var vel nok en dejlig dag. Flot vejr var det og et rigtig fint fremmøde. Vi var ca. 20 mennesker og 10 ponyer. (7 vogne, 1 rytter og 3 cyklister).

Der var et par ponyer, der blev lidt trætte, en vogn, der punkterede og Boris skulle tisse. Men ellers gik det rigtig fint, med mig i spidsen hele vejen!!!

Efter en lidt anstrengende tur gennem Enebærdalen op til Harehøj, nød vi den flotte udsigt ud over Kattegat og helt til Hesselø, imens menneskene fik en kop kaffe og en kiks. Vi ponyer fik et stykke brød.

Ole kendte en mindre anstrengende tur ned fra Harehøj, så den tog vi. Ole kørte med en rigtig flot hingst, Skattens Capsyl. Den kunne Anny og Kirsten rigtig godt li’.

Efter en flot tur omkring Asserbo Slotsruin vendte vi næserne mod trailerne på den store parkeringsplads.

Vi kørte alle hjem til mig, hvor menneskene gik ind i huset og spiste frokost, og vi ponyer kom på folden. Desværre kom hende den flotte Fanny ikke med. Hun blev i sin trailer. Jeg kunne ellers mægtig godt tænke mig lige at have kigget lidt nærmere på hende!!!!!

Jeg vil mægtig gerne arrangere en tur igen i år 2003, enten forår eller efterår, hvis I er friske på at ta’ med.

Med venlig hilsen

  Hannibal