Forberedning samt mønstring af pony til udstilling og kåring

KLARGØRINGSKURSUS PÅ SJÆLLAND DEN 14. FEBRUAR 2004
Af
Anne-Grete Monk-Hansen

Lørdag kl. 10.00 mødtes fra fjern og nær 32 personer ung, ældre og ældst for at høre om og prøve at blive meget klogere på den svære kunst at mønstre rigtigt og klargøre ponyer til forskellige skuer.

Kurset blev afholdt på Helsinge Hestehospital, et rigtig godt sted også selvom det ligger lidt skævt for nogle af os.

Kursusledere på dagen var Janny Sørensen fra Stutteri Stjernen og Jette Thelin-Kjærum fra Stutteri Annagaard.

Janny Sørensen, stutteri Stjernen, bød velkommen og lagde ud med at gennemgå de forskellige kåringer og skuer vi på Sjælland kan deltage i med vores ponyer. Alt fra plage/ følskuer til hingstekåringen i Fredericia blev gennemgået. Hvad kræves af forberedelser og hvilket udstyr forventer man, at både pony og mønstrer er i besiddelse af.. Forberedelserne til mønstringen, der helst skal påbegyndes i rigtig god tid, hvis man skal have fuldt udbytte af forløbet, blev gennemgået og der blev lagt stor vægt på at både ponyer og mønstrer skulle være i god form. Vask af ponyer, klargøring af trense og seletøj og de sidste forberedelser til selve dagen (f.eks. pakning af tilbehør, der skal medbringes til skuet/ kåringen) blev også omtalt på en meget overskuelig og i øvrigt humoristisk måde, så ingen, tror jeg, var i tvivl om, hvor vigtigt det er.

Der blev i øvrigt slået et slag for at tilmelding og bestilling af bokse blev gjort i god tid…eller i det mindste til tiden af hensyn til planlæggerne.

Den teoretiske del blev understøttet af det udleverede materiale, der gjorde, at man kunne koncentrere sig om at høre efter i stedet for at sidde og tage notater. Det er en rigtig rar ting og spørgelysten og drøftelserne var da også stor.

Indlægget blev også krydret med mange forskellige fif fra erfarne deltagere udi kåringerne.

Bagefter tog Jette over med at gennemgå mønstringen på trekantsbane til kåring og skuer, og forskellige muligheder med trenser og tøjler blev gennemgået og drøftet ivrigt for og imod.

Herefter spiste vi vores medbragte mad og snakken gik lystigt og rigtig mange forskellige emner var oppe at vende.

Efter frokost blev de medbragte ponyer trukket frem og der blev delt op i 3 grupper. Føl, hopper og hingste/ valakker og så havde alle en chance for at blive bedømt og få rigtig gode råd omkring, hvad der skulle arbejdes med. Præcision, opstilling og korrigering af ponyer venligt men bestemt blev fremhævet som vigtige elementer i mønstringen.

En rigtig god og lærerig eftermiddag, der gav alle stof at gå hjem og arbejde med. Det bedste er næsten at ”tonen” hos de 2 dommere, var herlig usentimental, opmuntrende og underholdende for tilskuerne.

For mig var det en dag, hvor jeg fik rigtig mange ting repeteret, jeg faktisk godt vidste, men åh, hvor har man godt af at høre det igen og hvor jeg også lærte noget nyt og hvor jeg frem for alt, fik rigtig meget lyst til at gå i gang.

Tak til både Janny og Jette for en god og hyggelig dag.

Med venlig hilsen
Anne-Grete Monk-Hansen
Stutteri Troldheksen

Hej Janny og Jette

Hermed fremsender jeg Bella’s referat fra kurset i lørdags. Tusinde tak for et rigtig godt arrangement.

Mange hilsner fra


Kirsten Hansen. Willumsvej 2, 3300 Frederiksværk

Bella’s dagbog d. 14. februar 2004

Kirsten, Anny, Oliver og jeg har været på Helsinge Hestehospital til et dejligt kursus i dag, ”Forberedning samt mønstring af pony til udstilling og kåring”.

Vi startede hjemme fra med, at jeg ikke rigtig ville læsses. (Jeg hader den skramlekasse) Leif Lalleglad (læs Oliver) gik selvfølgelig lige op, uden en tanke i hovedet. Men vel ankommet til Helsinge Hestehospital, så havde vi altså en rigtig hyggelig dag.

Vi ponyer blev anbragt i nogle store flotte bokse med masser af halm i. Kirsten hentede hø til os, men Oliver åd det hele og holdt mig ”fanget” ovre i hjørnet. Æv, de røde vallakker og deres tyranni!!

Menneskene blev underholdt/undervist hele formiddagen, drak kaffe og spiste kage, og lærte en hel masse.

Efter frokostpausen fik vi trenser på, og vi løb over i ridehuset. Sikke mange ponyer der var, og nøøjj, hvor var det dejligt at snakke med nogle brune hopper. Tusindfryd’s ”Stjernens Nichole” var der også. Det var rigtig hyggeligt at hilse på hende igen. Sidst vi sås var da vi konkurrerede om 1. pladsen til plageskuet.

Menneskene skulle lære at mønstre. Janny viste først, hvordan man ikke skulle gøre. Nej hvor så det sjovt ud. Bagefter viste hun det rigtigt.

Så skulle alle de andre prøve….. Det så også sjovt ud. Janny og Jette viste dygtigt til rette og jeg tror at alle fik lært en masse.

Så skulle vi hjem igen. Kirsten og Anny prøvede at læsse mig efter ”Hans og Grethe” metoden. (En hel masse brødstumper op af rampen og ind i traileren.) Ha!! De kloge narrer de mindre kloge. Så jeg gav mig til at trille brødstumperne op af rampen og ned igen. Og forme små mænd af dem!! Gik ind i traileren og ud igen.

Kirsten og Anny stod imens og øvede sig ihærdigt i at se ud som om de havde heele dagen til at læsse mig, mens de blev mere og mere blå af kulde. Men de vidste godt hjemmefra, at tvang kun ville få mig til at gå baglæns, og de har vel også lært lidt af at læse ”Hempfling”.

Nå, til sidst ville jeg gerne hjem og gik op i traileren, og de åndede lettet op. Svæklinge!! Det tog da kun 45 min.!!

Vi kom godt hjem og nu glæder jeg mig til den 6. marts. Da skal jeg med til ”Vælg en hingst” (og prøv ham på stedet, fnis) – det glæder jeg mig meget til.

Med venlig hilsen

Hedegårdens Bella-Bee