Om mig

Jeg hedder Carina Maja Sørensen og er 24 år gammel. At jeg kom til at have med heste at gøre lå ikke lige i kortene. Jeg havde som lille altid været facineret af heste, men samtidig også hunderæd for dem. Det samme havde min mor altid været, men hun tænkte alligevel at heste ville være en god interresse for mig, så hun meldte mig i al hemmelig til ridning på en rideskole, og tænkte at jeg forhåbenlig kom mig over "skrækken". Det gik så også meget godt, men jeg fandt hurtigt ud af at det egentlig mest var samværet med hestene der betød noget for mig, fremfor ridning.
Da jeg var mindre kørte min far og jeg tit søndagstur, og ofte gik turen forbi Stutteri Stjernen i Melby. Her var et sandt paradis for mig, fyldt med de skønneste shetlandsponyer i alverdens farver. Jeg tænkte at de nok lige var noget for mig, da jeg egentlig syntes at de store heste på rideskolen lige var en tand for store til mig.
En dag i omkring '95, tror jeg det var, tog jeg mig endelig sammen til at banke på Jannys dør, for at høre om der var mulighed for at have med alle hendes ponyer at gøre. Det var der heldigvis, jeg fik lov til at tage mig af Ciska (Cocos mor). Ciska var den flotteste pony jeg nogensinde havde set, med en fantastiks udstråling, et helt specielt sind og dengang den længste man jeg nogensinde havde set. Der gik et par måneder med Ciska-hygge og så blev det pludselig forår. En masse hopper skulle fole, Janny skulle til udstillinger og kåringer og der var masser af spændene ting at tage sig til. Jeg begyndte at hjælpe Janny med at træne og klargøre ponyerne op til udstillingerne. Det var jo rigtig spændene for sådan en lille pige som mig. Jeg lærte noget nyt hver dag, og somme tider tror jeg faktisk mine forældre også savnede mig lidt derhjemme. Op til kåringen (dengang blev hinste- og hoppekåringen holdt sammen) hjalp jeg hver dag Janny med at køre de hingste der skulle til materialeprøve. Hun kørte og jeg var groom. Lige indtil den dag hun kastede et par liner over i hænderne på mig, og 5 minutter efter sagde, at jeg da sagntens kunne køre Worrier til materialeprøven, og nu vi var igang kunne jeg ligeså godt lære at mønstre samtidig. Ja, så min første fremvisning af shetlandsponyer blev noget af en debut, ca. 11 år gammel og med en hingst der nærmest var højere end mig selv og en del stærkere var han vist også. Det gik heldigvis rigtig godt og endte med at han blev kåret i II Ax, og bestod vist også materialeprøven med meget flotte karaktere som jeg dog ikke kan huske hvad blev den dag i dag.
Efter "ilddåben" har jeg så været med siden. En masse fantastiske oplevelser, jeg er så glad for at have oplevet. Samtidig med det har jeg fået venskaber jeg ar dybt taknemmelig for. "Stjernen" er i dag mit "andet hjem". Janny er nærmest min anden mor, og hendes datter Tina en af mine bedste veninder. Selvfølgelig må også nævnes resten af familien Sørensen/Møller som jeg også er helt vildt glad for.
Et par år gik, og jeg måtte selvfølelig have min egen pony. I konfirmationsgave af Janny og famile fik jeg så min første pony, Stjernens Mini Kira. Kira havde jeg i 5 år, og jeg nåede at få 2 føl efter hende. Jeg måtte dog med tiden erkende at Kira ikke var den type jeg selv ønskede at avle på, så jeg tog en meget svær beslutning, og valgte at sælge hende. Jeg havde dengang økonomisk, kun mulighed for at have en pony, så den ene jeg skulle have, måtte være "lige i øjet" for mig, hvis jeg ville nogen som helst steder hen med mit avl.
Tilbage til "barndommen" med Ciska. Jeg måtte naturligvis have en "Ciska-datter" i sortbroget. Der gik så et par år inden Coco kom, men hun har været værd at vente på. Ca. 2 år efter fik jeg Bergeruds Nutella, og i 2007 kom Skovdigets Luna til. Sidste skud på stammen er Stjernens Opus, som jeg ejer sammen med Lena Kleiminger. Lena lærte jeg at kende for mange år siden, da hun var Jannys dyreassistentelev og det venskab har varet lige siden.
Stutteri Følfod er i dag bosiddende på Stutteri Stjernen, hvilket er fantastiks for mig. Der findes da ikke noget bedre end at dele sin interresse, sorger og glæder med mennesker man holder utrolig meget af. Jeg kan i dag især takke Janny, Mona og Lena for min store viden om shetlandsponyer. At omgås med shetlandsponyer er en gave i sig selv, men de mennesker der omgås dem er så sandelig også skønne.
I dag består Stutteri Følfod af 7 ponyer. 3 ligger trygt i deres mors mave og venter på at det skal blive forår 2010, så de kan komme ud og hilse på. Man bliver vist aldrig for stor til en shetlandspony.